Iliaden er et græsk episk heksameterdigt, der - ligesom sin efterfølger Odysseen - traditionelt tilskrives Homer. Begge er inddelt i 24 sange - ikke oprindeligt, men af aleksandrinske lærde i 200-tallet f.Kr.[1]
Iliaden skildrer trojanerkrigen mellem Troja og flere græske bystater. Blandt de mest navnkundige på achaiernes side findes: Odysseus (fra Ithaka), Aias den Store og Aias den Lille (fra Salamis), Achilleus og Patroklos (myrmidonere), Nestor fra Pylos, Agamemnon (fra Mykene), Filoktetes (fra Meliboea) og Menelaos (fra Sparta).
På den trojanske side finder vi Hektor, prins Paris, Helena, Kassandra og kong Priamos.