Integration af indvandrere

Deltagelse i kulturlivet er et af de områder, hvor integration kan bedømmes. Her fodboldspilleren Nadia Nadim, der i 2017 blev kåret til "årets dansker" af Berlingskes læsere.

Integration af indvandrere er den proces, hvor indvandrere og, hvis relevant, deres efterkommere bliver integreret i det samfund, de flytter til. Centrale områder for integrationen er især sprog, uddannelse, arbejdsmarked, samfundsdeltagelse, værdier og identifikation med værtslandet. Integrationen gælder både de enkelte indvandreres anliggender i deres hverdag og sociokulturelle fænomener i værtslandet som helhed. Ligeledes kan en gradvis ligestilling med andre indbyggere med hensyn til rettigheder, forpligtelser og muligheder sammenfattes herunder.

I Danmark er der især fokus på integrationen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande, der udgør ca. 8½ % af befolkningen. De har i gennemsnit lavere beskæftigelse og uddannelsesniveau samt et højere kriminalitetsniveau end personer med dansk oprindelse, ligesom der også er forskelle i andre socioøkonomiske forhold. Der er dog en tendens til, at forskellene er blevet mindre med årene, ligesom efterkommerne ligner gruppen med dansk oprindelse mere, end forældregenerationen gør.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne