Jacques Cartier, eller som han var døbt: Jakez Karter, (født 31. december 1491, død 1. september 1557) var en fransk sømand og opdagelsesrejsende, der opdagede Canada. Han udforskede Saint Lawrence-floden og navngav byen Montreal. Cartier blev født i Saint-Malo (bretonsk: Sant-Maloù) på Bretagnes nordkyst. Byen var på den tid en af Frankrigs største søfartsbyer, hvorfra der blev drevet kapervirksomhed rettet mod britiske skibe.
Hans forældre Jamet Cartier og Geseline Jansart blev gift i 1428. Jacques var nummer to ud af de fem søskende. Jacques giftede sig i 1519 som 29- årig gift med Marie Katherine des Granches, datter af Chevalier Honoré de Granches, der var øverstbefalende i St. Malo. På vielsesattesten stod der, at Jacques havde rang af overstyrmand i St. Malo. Hans ægteskab med Katherine var barnløst.
Cartier må have gennemført rejsen over Atlanten, inden han trådte ind i historien som kongelig udsendt. I hans notater om majsmarker i egnen omkring Quebec kan man se, at han har været rejst i Sydamerika, idet han sammenligner majsmarkerne med et lignende sted i Brasilien. Desuden har han muligvis medbragt en brasiliansk pige med sig til hjemmet, idet der blev døbt en pige i 1528 ved navn Catherine of Brezil, for hvem Cartiers kone stod gudmor. [2]