John Mowbray, 3. hertug af Norfolk

John Mowbray
John Mowbray, 3. hertug af Norfolks våbenskjold
Hertug af Norfolk
Embedsperiode 19. oktober 1432 – 6. november 1461
Foregående	John Mowbray, 2. hertug af Norfolk
Efterfulgt af	John Mowbray, 4. hertug af Norfolk
Personlige detaljer
Født	12. september 1415 Epworth, Isle of Axholme, Lincolnshire, England
Død	6. november 1461 (46 år) Kongeriget England
Gravsted	Thetford Priory
Ægtefælle(r)	Eleanor Bourchier (g. 1434; enk. 1461)
Børn	John Mowbray, 4. hertug af Norfolk
Forældre	John Mowbray, 2. hertug af Norfolk Katherine Neville
Informationen kan være hentet fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

John Mowbray, 3. hertug af Norfolk, KG, Earl Marshal (12. september 1415 – 6. november 1461) var en engelsk stormand i det 15. århundrede, der på trods af en relativt kort politisk karriere spillede en vigtig rolle i de første år af Rosekrigene. Mowbray blev født i 1415, den eneste søn og arving til John Mowbray, 2. hertug af Norfolk og Katherine Neville. Han arvede sine titler ved sin fars død i 1432. Som mindreårig blev han myndling under for kong Henrik 6. og blev underlagt Humphrey, hertug af Gloucesters formynderskab, og Mowbray fulgte ham senere på felttog i Frankrig. Han ser ud til at have haft en uregerlig og oprørsk ungdom. Selvom detaljerne omkring hans uredelige opførelse er ukendte, var de alvorlige nok til, at kongen kritiserede ham skarpt og separerede ham fra hans støtter. Mowbrays tidlige karriere blev brugt i hæren, hvor han holdt krigstidsembedet Earl Marshal.^[a] Senere ledede han forsvaret af Englands besiddelser i Normandiet under Hundredårskrigen. Han kæmpede i Calais i 1436, og gjorde i løbet af 1437–38 tjeneste som warden of the East March ved grænsen til Skotland, inden han vendte tilbage til Calais.

Mowbrays ægteskab med Eleanor Bourchier i begyndelsen af 1430'erne trak ham ind i den stærkt partiske og komplekse politik i East Anglia, og han blev den bitre rival til William de la Pole, jarl (senere hertug) af Suffolk.^[b] Mowbray førte sine fejder med kraft og tog ofte loven i egne hænder. Denne ofte voldelige tilgang tiltrak kronens misbilligende opmærksomhed, og han skyldte massive summer og blev fængslet to gange i Tower of London. Hans fjender, især de la Pole, tyede også til voldelig taktik. Derfor søgte lokale herrer i Mowbray en leder, men ofte forgæves. De la Pole var en magtfuld lokal styrke og kongens favorit, mens Mowbray var ingen af delene.

Da lov og orden kollapsede i det østlige England, blev den nationale politik mere og mere fraktioneret med folkeoprør mod kongens rådsmedlemmer. Richard, hertug af York, der i 1450'erne følte sig udelukket fra regeringen, greb til våben. Han gjorde oprør to gange, og begge gange forsvarede Mowbray kong Henrik. Til sidst gik Mowbray over på mod Yorks side, da York delte hans fjendskab til de la Pole. I store dele af dette årti lykkedes det Mowbray at undgå direkte involvering i det splittede politiske klima og sluttede sig til York tidligt i 1460 indtil Yorks død senere samme år. I marts 1461 var Mowbray medvirkende til Edvards sejr i slaget ved Towton, dan han ankom med forstærkninger sent i slaget. Han blev belønnet af det nye styre, men nåede ikke at leve længe og nyde det. Han døde i november 1461 og blev efterfulgt som hertug af Norfolk af sin eneste søn, John.

1. ^ Squibb 1959, s. 1.
2. ^ Archer 1995, s. 104.
3. ^ Archer 1984b, s. 168.
4. ^ Richmond 2005, s. 203.
5. ^ Virgoe 1980, s. 263.

Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler