Justitsmord

Justitsmord (fra tysk justizmord, dannet 1782 af L. v. Schlözer)^[1] er et fænomen, hvor en person på grundlag af bevisets stilling bliver dømt for en forbrydelse, vedkommende ikke har begået.^[2]

Betegnelsen blev oprindeligt brugt, når personer fejlagtigt blev idømt og fik fuldbyrdet dødsstraf, men efterhånden, som denne strafform er blevet mindre almindelig eller helt afskaffet, har begrebet fået en udvidet betydning om enhver domfældelse af en person, der senere viser sig at være uskyldig.^[3]

Da ethvert bevis, selv egen tilståelse, ikke giver absolut sikkerhed for sigtedes skyld, kan justitsmord forekomme i ethvert land og under enhver straffeprocesordning. Særlig stor er risikoen herfor ved nævningedomme, fordi de i reglen må bygge på indicier, og eksempler herpå forekommer i alle lande, hvor nævningesystemet har været gældende gennem længere tid.^[3] Det stærke udtryk "mord" er en illustration af den kriminelle handling, det er at bidrage til eller forårsage et uskyldigt menneskes dom og frihedsberøvelse.

Et velkendt tilfælde af justitsmord er dommen for landsforræderi mod franskmanden Alfred Dreyfus i 1894. Efter en kampagne, hvor forfatteren Emile Zola aktivt tog Dreyfus-affæren op, blev hovedpersonen dog fundet uskyldig og løsladt i 1895.^[4]

I flere tilfælde af justitsmord har der været tale om sager, hvor dommen byggede på en tilståelse.

1. ^ ODS
2. ^ Justitsmord må ikke forveksles med skueprocesser, hvor retsvæsenet bevidst dømmer en uskyldig person som følge af en forud for retsprocessens igangsættelse truffen beslutning
3. ^ ^{a b} Salmonsen, s. 277
4. ^ Tiden, 9. årgang i Projekt Runeberg s. 257