Karelens historie

Karelens historie angår det kulturelle og geopolitiske område Karelen i det nuværende Finland og det nordvestlige Rusland. Området blev tidligt omtvistet af Sverige og Novgorod. Republikken Novgorod regnede Karelen blandt sine besiddelser, og det var først i 1293, at den sydvestre del af landskabet takket være Torgils Knutsson lagdes under Sverige. Gennem freden i Nöteborg 1323 blev til Sverige formelt afstået landet vest for en grænselinje trukket fra Systerbäck til Saijokis udmunding i Vuoksen og derfra til det sydlige Saima. Vyborg blev hovedstad i det svenske område. Men størstedelen af landskabet forblev under Novgorod, og dets befolkning antog med tiden alment den græsk-ortodokse lære. Hovedkraften bag det græsk-ortodokse missionsarbejde blev klostrene Valamo, som angives at være grundlagt år 992, og Konevits, anlagt år 1393, begge i Ladoga. Kexholm, hvor der allerede i hedningetiden synes at have været befæstninger, var såvel i militær som i administrativ henseende centrum. I egnene omkring Ladoga var en talrigere befolkning bofast, mens derimod det nordlige Karelen var næsten ganske øde og alene besøgtes i forbindelse med jagt og fiskeri eller tilfældigt svedjebrug.^[1]

1. ^ Nordisk Familjebok (1884)