Karl 12. | |
---|---|
Valgsprog: DOMINUS PROTECTOR MEUS Herren er min beskytter Med Guds hjælp' | |
Konge af Sverige | |
Kroning | 14. december 1697 Stockholm |
Regerede | 5. april 1697 – 30. november 1718 (21 år og 239 dage) (formynderregering til november 1697) |
Forgænger | Karl 11. |
Efterfølger | Ulrika Eleonora |
Hus | Huset Wittelsbach |
Far | Karl 11. af Sverige |
Mor | Ulrikke Eleonore af Danmark |
Født | 17. juli 1682 Slottet Tre Kronor, Stockholm |
Død | 30. november 1718 (36 år) Fredrikshald, Norge |
Hvilested | 26. februar 1719 Riddarholmskyrkan, Stockholm |
Signatur | |
Religion | Lutheransk |
Karl 12. (født 17. juni 1682 i Stockholm, død 30. november 1718 i Fredrikshald, Norge) var konge af Sverige fra 1697 til 1718. Han blev født 17. juni 1682.[1] Han var søn af kong Karl 11. af Sverige og Ulrike Eleonore, der var datter af kong Frederik 3. Kong Karl 12. kendes som Krigerkongen i Sverige, og var den sidste konge i Sveriges stormagtstid.
Karl overtog magten over Sverige som femtenårig, efter en formynderregering havde regeret i syv måneder. Halvdelen af sit liv tilbragte han i felten. Han var øverstbefalende for de svenske styrker i krigen mod Danmark-Norge, Sachsen-Polen og Rusland, som indledtes år 1700 og kaldes Den Store Nordiske Krig. Hans taktiske færdigheder bidrog til de svenske styrkers indledende sejre i krigen, og i år 1706 havde han besejret alle sine modstandere, bortset fra Rusland. I det skæbnesvangre nederlag i slaget ved Poltava i 1709 kom han til skade med foden og var derfor ikke i stand til at lede tropperne. I hans sted overtog general Rehnskiöld kommandoen. Indtil da var han kendt for aldrig at have et tabt et slag.
Efter kapitulationen ved Perevolotschna i 1709 flygtede han til Osmannerriget og oprettede en eksilregering. Her opholdt han sig i fem år, inden han vendte tilbage til Sverige. Han blev dræbt den 30. november 1718.[2] Han blev skudt i hovedet i en løbegrav under et angreb på fæstningen Frederiksten sydøst for Oslo. Kongens død standsede det svenske krigstogt i Norge under Store Nordiske Krig. Ti dage senere var svenskerne atter ude af Norge. Umiddelbart efter kongens død begyndte svenskerne fredsforhandlingerne, som gjorde en ende på krigen i 1721. Med nederlaget mistede Sverige sin stormagtsstatus i Nordeuropa.