Kaution er en sikkerhedsform, der er karakteristisk ved, at en person, fysisk eller juridisk, går ind og garanterer en anden persons betaling overfor kreditor;[1] kautionisten indestår altså for, at debitors forpligtelse overfor kreditor opfyldes, således at hvis debitor ikke selv betaler kreditor, så gør kautionisten.[2]
Kaution er ikke en aftale i sædvanlig forstand, idet den kun kræver et løfte fra kautionisten, ikke en accept fra kreditor. I dansk ret findes ikke en kautionslov;[3] så det er aftalelovens bestemmelser, der i hovedsagen regulerer området. Følgelig bindes kautionisten af sit løfte fra kundskabsøjeblikket hos kreditor.
Det egentlige skyldforhold er mellem kreditor (ofte en bank) og hovedmanden, mens kautionisten kun har lovet at træde til og inddække hovedmandens forpligtelse, hvis denne ikke selv betaler.
Man kan opdele de forskellige kautionsformer i to kategorier:
Kautionsaftalen (kautionsløftet) nærmere indhold fortolkes efter almindelige regler, herunder også ugyldighedsreglerne, altså hvis der foreligger en ugyldighedsgrund mellem hovedmanden og kautionisten.
Hvis kautionisten fuldt ud indfrier hovedmandens forpligtelse overfor kreditor, indtræder kautionisten i kreditors ret. Kautionisten har dermed regresret mod hovedmanden. Hvis kautionisten ikke hæfter eller indfrier hele hovedfordringen, gælder andre regler i tilfælde af hovedmandens konkurs.
Kautionisten kan sikre sig ved aftale om kontrakaution, og kreditor kan sikre sig yderligere ved efterkaution og/eller samkaution.[6]