Kernekraft (i daglig tale også kaldet atomkraft) betegner udnyttelsen af atomkernereaktioner til energiforsyning. Disse reaktioner foregår i en kernereaktor. Kernekraften kan i princippet skabes på to måder, nemlig enten ved fission eller ved fusion. Processen til at skabe fissionsenergi har været kendt siden 1939, og den kernekraft, der i dag produceres i mange lande verden over, bygger på fissionsprocesser. Fusionsenergi er på flere måder mere lovende, men er fortsat i dag en teknologi, der er under udvikling og dermed endnu ikke praktisk anvendelig som almen energikilde.
Kernekraft har været anvendt som energikilde til elektricitetsfremstilling siden 1950'erne. Anvendelsen voksede kraftigt i løbet af det 20. århundredes anden halvdel, men fladede ud henimod dets slutning, og den globale produktion begyndte direkte at falde efter 2010. Efter 2020 stiger den dog igen. Cirka 10 procent af verdens samlede fremstilling af elektrisk energi stammede i 2021 fra kernekraft.
Kernekraft er kontroversiel med en del folkelig og politisk modstand i en del lande. Nogle lande, herunder Danmark, har fravalgt energikilden i deres energiplanlægning, mens andre lande lægger stigende vægt på den. Blandt kernekraftens vigtigste fordele er, at den er en stabil og fleksibel energikilde, og at den er langt mere klimavenlig end fossile brændstoffer. Blandt de vigtigste bekymringer ved kernekraft er risikoen for ulykker med radioaktivt udslip eller kernenedsmeltning af kraftværkerne, problemer med den meget langvarige opbevaring af radioaktivt affald fra kernekraftværkerne og risikoen for, at kraftværkerne kan blive mål for terrorangreb. Der er desuden uenighed om, hvorvidt teknologien rent økonomisk vil kunne betale sig eller ej i fremtiden i forhold til andre energikilder.