Kernereaktorer i rummet

Kernereaktorer i rummet kan benyttes som alternativ til f.eks. solceller med det formål at forsyne satellitter med energi. Denne artikel omhandler ikke de ustyrbare radioisotopgeneratorer.

Fordelen er at en kernereaktor fylder langt mindre end solcellepaneler, som risikerer at opbremse en satellit i en jordnær bane, hvor stoftætheden endnu er måleligt større end i det ydre rum. Sammenlignet med såvel kemiske batterier som kemisk brændsel har en optimalt designet kernereaktor en langt større energitæthed, dvs. vejer mindre i forhold til den energi som den udvikler, og hermed også potentielt længere levetid.

Ulempen er at reaktoren indeholder radioaktivt materiale, f.eks. uran-isotopen ²³⁵U, som udgør en sundhedsfare i det tilfælde at satellitten styrter ned. I denne sammenhæng er det ikke den beskedne mængde uran som udgør det største problem – halveringstiden for ²³⁵U er nemlig meget lang (704 millioner år), og aktiviteten tilsvarende lav – men de ligeledes radioaktive reaktionsprodukter samt neutronaktiveret satellitmateriale, som har væsentligt kortere halveringstider og tilsvarende højere aktiviteter.

Fordele og ulemper ved kernereaktorer i rummet kan altså på visse punkter sammenlignes med fordele og ulemper ved kernereaktorer i ubåde, men hvor sidstnævnte endnu benyttes af de militære stormagter, ligger brugen af kernereaktorer i rummet nogle år tilbage i historien. De nævnte fordele er dog så væsentlige at kernereaktorer med stor sandsynlighed atter vil blive taget i brug i forbindelse med etablering af rumbaser på andre himmellegemer.