Knud Valdemarsen | |
---|---|
![]() | |
Personlig information | |
Født | 1205, 1211 ![]() |
Død | 5. oktober 1260 ![]() |
Gravsted | Sankt Bendts Kirke ![]() |
Far | Valdemar Sejr ![]() |
Mor | Helena Guttormsdatter ![]() |
Søskende | Christoffer 1., Abel af Danmark, Erik Plovpenning, Ingeborg af Kalundborg, Sofia af Danmark, Valdemar den Unge, Niels af Halland ![]() |
Ægtefælle | Hedevig Svantepolksdatter ![]() |
Børn | Duke Erik Knudsen, knight, hertig til Sønder Halland, High Seneschal of Denmark[1], Erik Knudsen af Sønderhalland, Svantepolk av Viby ![]() |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Aristokrat ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Knud Valdemarsen (født ca. 1205, død 5. oktober 1260) var en dansk hertug.[2] Knud Valdemarsen var illegitim søn af kong Valdemar 2. Sejr og dennes svenske frille Helena Guttormsdatter, der var enke efter Esbern Snare.
Valdemar Sejr skænkede Knud flere besiddelser i Sverige[kilde mangler], og i 1219 gjorde Valdemar Sejr Knud til hertug af Estland og overlod ham flere godser i Harrien. Knud opholdt sig Estland i hvert fald i årene 1222-23 i en periode, hvor Hertugdømmet var involveret i kampe mod oprørere fra Estland støttet af russere. I 1227 blev danskerne fordrevet af Den Tyske Orden og Knud mistede sit hertugdømme, men han beholdt dog titlen.[3] Efter tabet af hertugdømmet i Estland modtog Knud i 1242 et nyt hertugdømme i Blekinge.
I 1246 støttede Knud, nu som hertug over Blekinge, Abels og Christoffers oprør mod kong Erik 4. Plovpenning. Under oprøret blev Knud taget til fange og blev sat i fangenskab på Stege Slot på Møn.[4], hvorfra han dog blev befriet omkring 1247-48 af lübeckerne.[3] Kort før sin død i 1260 ombyttede Knud sit len i Blekinge med Lolland.[5]