Kongenshus med det fulde navn Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere (Kongenshus Hede) er en mindepark for opdyrkerne af heden i Jylland. Parken ligger 25 kilometer sydvest for Viborg (Resen Sogn, Fjends Herred). Det var Hedeselskabet, som i 1942 opkøbte det cirka 1.200 hektar store område med uopdyrket hede, som i dag udgør mindeparken. Parken åbnede den 10. juni 1953.
I Kongenshus finder man Mindedalen med 39 herredssten omgivet af tilsvarende sognesten med navnene på 1.200 hedeopdyrkere samt deres hustruer. Ved de fleste navne står manden med efternavn, med konens fornavn under. Mindedalen munder ud i en mødeplads omgivet af sten med navnene på personer, der havde særlig betydning for hedeopdyrkningen, eksempelvis Ludvig von Kahlen og Jens Jensen (hedeopdyrker)
For parkens indretning stod landskabsarkitekt C.Th. Sørensen (1893-1979) og arkitekt Hans Georg Skovgaard (1898-1969).