Et kosttilskud er et præparat med næringsstoffer eller andre stoffer med ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning. Kosttilskud er typisk beregnet til indtagelse gennem munden (peroral administration). De findes normalt i dosisform fx som kapsler, tabletter, pastiller, pulverbreve eller væskeampuller, men kan også markedsføres som pulvere eller væsker.
Kosttilskud betragtes i dansk lovgivning som fødevarer og er derfor underlagt Fødevarestyrelsen. De er ikke lægemidler og må derfor ikke markedsføres med henblik på at lindre, helbrede eller forebygge sygdomme.[1]
Næringsstoffer som kosttilskud hyppigt indeholder omfatter vitaminer, mineraler og aminosyrer.
Vitaminer er organiske forbindelser som kroppen benytter i stofskifteprocesserne. Vitaminer skal hovedsageligt tilføres udefra, da kroppen producerer for lidt selv. Blandt de vitaminer kroppen selv kan producere findes: vitamin B, vitamin D og vitamin K.
Kroppen kan dog ikke benytte vitaminerne uden mineraler. Kroppen producerer ikke selv mineraler, hvorfor kroppen er afhængig af indtagelse af mineraler fra fødevarer, drikkevarer og evt. kosttilskud.