Kulstof 14-datering er en radiometrisk metode til datering ved hjælp af kulstoffet i organisk materiale ud fra oplysninger om den procentvise fordeling af kulstof-14-isotopen i forhold til andre kulstof-isotoper i materialet. Det gør det muligt at datere gamle rester og fossiler, der indeholder organisk stof, normalt trækul og knogler. Metoden blev udviklet i slutningen af 1940'erne af professoren Willard Frank Libby. Libby fik Nobelprisen i 1960 for denne påvisning. Metoden førte til en revolution inden for arkæologi. Teknologien er kun pålidelig for materialer, der har levet for mindre end ca. 60.000 år siden.[1]