Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder blev grundlagt i 1888 under navnet Den med akademiet forbundne Kvindeskole, som en kvindeskole tilknyttet Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Før 1888 havde kvinder ikke adgang til at få del i Kunstakademiets undervisning, men var begrænset til privat undervisning eller Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder.[1] Dansk Kvindesamfund og specifikt Johanne Krebs og Augusta Dohlmann var fortalere for at kvinder skulle have ligeret. Deres kritik blev bakket op fra politisk hold, og i efteråret 1888 åbnede Kunstskolen for Kvinder, hvor Krebs blev inspektrice. Maleren Viggo Johansen og billedhuggeren August Saabye blev ansat som undervisere på kvindeskolen.[2] En anden kendt lærer på kvindeskolen var Valdemar Irminger som underviste fra 1906.
Først placerede man kvindeskolen i lejede lokaler i Amaliegade 30, men i 1897 flyttede den ind i en del af Charlottenborg. Kvindeskolen fik egen bestyrelse, men ikke egne professorer.
I 1908 fusionerede kvindeskolen med Akademiet, og kvindelige elever fik optagelse direkte på Kunstakademiet. Dog var kønnene fortsat adskilte i fag med tegneundervisning efter nøgenmodel.