Liam Clancy | |
---|---|
Information | |
Født | 8. maj 1971 Carrick-on-Suir, Irland |
Oprindelse | Carrick-on-Suir, County Tipperary, Irland |
Død | 4. december 2009 (74 år) Cork, Irland |
Genre | Folkemusik, irsk folkemusik |
Beskæftigelse | Musiker, skuespiller |
Aktive år | 1955–2009 |
Associeret med | The Clancy Brothers, Makem and Clancy |
Liam Clancy (irsk: Liam Mac Fhlannchadha; 2. september 1935 – 4. december 2009) var en irsk folkemusiker og skuespiller fra Carrick-on-Suir, County Tipperary. Han var det yngste medlem af den indflydelsesrige folkemusikgruppe The Clancy Brothers, der blev betragtet som Irlans første rigtige popstjerner.[1] De indspillede 55 albums, solgte millioner af plader på verdensplan og optrådte med udsolgte koncerter på prominente koncertsteder som Carnegie Hall og Royal Albert Hall.[2][3]
Liam blev generelt betragtet som gruppens stærkeste vokaler.[4] Bob Dylan betragtede ham som den bedste balladesanger nogensinde,[1][3][5][6] mensGay Byrne beskrev ham som en af de "mest berømte fire irere i verden" på højdepunktet i The Clancy Brothers' karriere.[2] Han var en central figur i 1960'erne under genoplivningen af folkemusiktraditionen på begge sider af Atlanterhavet.[3][7] I 1976, som del af duoen Makem and Clancy, havde han et nummer 1 hit i Irland med anti-krigssangen "And the Band Played Waltzing Matilda" (skrevet af den skotsk-australske sangskriver Eric Bogle).[8] Ved hans død skrev The Irish Times at hans eftermæle var sikret.[7]
The group, described by Gay Byrne as the "most famous four Irishmen in the world", recorded 55 albums which sold in their millions around the world.(abonnement nødvendigt)
The youngest of the Clancy brothers, he grew up in Carrick-on-Suir, where he learned the words of his first song, The Croppy Boy. [...] Liam was widely acknowledged as the strongest singer in the group.
Clancy's journey from Carrick-on-Suir to the place he called "the island for people escaped from repressed backgrounds", Greenwich village in New York, and into the limelight of that watershed appearance on the Ed Sullivan television show in the 1960s is indeed a remarkable story. Finding himself in the vanguard of the folk revival – on both sides of the Atlantic – was the epitome of good fortune.