Lu You

Portræt af Lu You.

Lu You (født 1125 i Shaoxing, død 1210 i Shaoxing) var en kinesisk digter og embedsmand. Han regnes som en af de vigtigste og mest produktive digtere i det sydlige Song-dynasti (1127–1279) med et forfatterskab på næsten 10.000 digte og flere prosastykker. Hans navn er også skrevet som Lu Yu (Wade-Giles), Lu Fangweng eller Lu Wuguan. Som poet vandt Lu You ry for den enkle og direkte stil med sans for detaljer, som præger hans digte. Derved adskilte digtene sig fra den dominerende Chiang si-skole i samtiden, som stod for en poesi, som var ophøjet og alluderende.

Lu You blev født omtrent på samme tid, som jurchen-invasionen i det nordlige Song fandt sted, og for eftertiden er det ikke mindst de patriotiske digte, han er mest berømmet for. Den stærke nationalfølelse og revanchisme, som han stod for, førte samtidig til, at han ikke formåede at gøre karriere i det kinesiske embedsværk. Efter at være blevet vraget flere gange, trak han sig til sidst skuffet og desillusioneret tilbage til sin hjemegn.[1]

  1. ^ "Lu You". Encyclopædia Britannica. 2019. Hentet 6. juni 2019.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne