Lucius Quinctius Cincinnatus Anden Romerske Kongerige Den tidlige Romerske Republik | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Personlig information | |||||||
Født | 519 f.v.t. | ||||||
Død | 430'erne f.v.t. Romerske republik | ||||||
Far | Quinctius | ||||||
Søskende | Titus Quinctius Capitolinus Barbatus | ||||||
Ægtefælle | Racilia | ||||||
Børn | Titus Quinctius Poenus Cincinnatus, Lucius Quinctius Cincinnatus, Caeso Quinctius, Quintus Quinctius Cincinnatus | ||||||
Uddannelse og virke | |||||||
Beskæftigelse |
| ||||||
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Lucius Quinctius Cincinnatus (ca. 519 – ca. 430 f.Kr.) var en romersk patricier, statsmand og militær leder, som levede i den tidlige Romerske Republik. Han blev en legendarisk skikkelse, der kom til at repræsentere romersk dyd – særligt borgerdyd.
Cincinnatus var modstander af plebejernes (de almindelige borgeres) rettigheder. Plebejer var faldet ind i fattigdom på grund af Cincinnatus' søn Caeso Quinctius' voldsomme modstand mod deres ønske om en skriftlig kodificering af lovene (Romerret) med lige håndhævelse. På trods af sin relativt høje alder arbejdede han på sit eget lille landbrug, indtil en invasion fik hans medborgere til at efterspørger hans lederskab. Han forlod derpå sin plov for at påtage sig den fulde kontrol over staten (som diktator), men efter at have opnået en hurtig sejr, efter blot 16 dage,[1] frasagde han sig sin magt og dens fordele og vendte i stedet tilbage til sin gård. Hans succes, håndtering af den daværende krise (traditionelt dateret til 458 f.Kr.) og øjeblikkelige fratræden fra sit diktator-embede er ofte blevet fremhævet som et eksempel på fremragende lederskab, tjene en højere sag, borgerdyd, ydmyghed og beskedenhed.
Moderne historikere sætter dog spørgsmålstegn ved nogle detaljer i historien, der bl.a. fortælles af Livius. Men samtidig accepterer moderne historikere normalvis Cincinnatus som en historisk figur, der tjente som konsul i 460 f.Kr. og som diktator i 458 f.Kr.. Han tjente (muligvis) igen i 439 f.Kr som diktator., da patricierne tilskyndede ham til at undertrykke plebejernes frygtede opstand under ledelse af Spurius Maelius, hvorefter han siges at have afstået magten igen.