Ludvig 14. af Frankrig | |
---|---|
Konge af Frankrig og Navarra | |
Kroning | 7. juni 1654 Domkirken i Reims |
Regerede | 14. maj 1643 – 1. september 1715 (72 år og 110 dage) |
Forgænger | Ludvig 13. |
Regent | Anna af Østrig (1643–1651) |
Efterfølger | Ludvig 15. |
Ægtefælle | Maria Theresia af Østrig (g. 1660) Madame de Maintenon (g. 1684) |
Børn (se flere..) | med Dronning Maria Theresia:
|
Hus | Huset Bourbon |
Far | Ludvig 13. af Frankrig |
Mor | Anna af Østrig |
Født | 5. september 1638 Château de Saint-Germain-en-Laye |
Død | 1. september 1715 (76 år) Château de Versailles |
Hvilested | Klosterkirken Saint-Denis |
Signatur | |
Religion | Romersk-katolsk |
Ludvig 14. (fransk: Louis XIV, Louis le Grand; født 5. september 1638 i Saint-Germain-en-Laye, død 1. september 1715 i Versailles) var konge af Frankrig fra 1643 til 1715. Han kaldes Solkongen (fransk: le Roi Soleil).
Ludvig 14. er det klassiske eksempel på en enevældig konge. Sentensen L'État, c’est moi! – Staten, det er mig! tilskrives ham, men med urette.[1] Han styrkede kronens magt ved udbygning af den statslige forvaltning, ved at bekæmpe adelens opposition og ved at støtte det franske erhvervsliv. Livet ved hoffet blev helt og holdent tilpasset monarkens person. Hans prægtige fremtoning blev et symbol på hans fremtrædende stilling. Kongen støttede kunsten og videnskaben; det førte til en blomstringstid for fransk kultur. Ludvig fulgte en krigerisk udenrigspolitik, så Frankrig under hans regeringstid fik en stærkt dominerende placering i Europa. Han sad 72 år og 110 dage på tronen - fra 14. maj 1643, da han var fire år og otte måneder gammel, indtil han døde 1. september 1715, fire dage før han ville være fyldt 77 i september 1715. Han er dermed det længst regerende statsoverhoved i Europas historie.