Marselisborg Slot

Slottet set bagfra ud mod Mindeparken og Aarhusbugten.
Slottet set forfra med hovedindgangen.

Marselisborg Slot ligger på Kongevejen 100 i det sydlige Aarhus i den nordlige ende af Marselisborgskovene ved Mindeparken.

Slottet blev bygget i 1899-1902 af arkitekten Hack Kampmann. Det var "folkets bryllupsgave" til det senere kongepar, kong Christian 10. og dronning Alexandrine, der startede traditionen med at bruge det som sommerresidens. Det ligger på det tidligere Havreballegårds jorder.

Marselisborg Slot er skænket til "den til enhver Tid regerende Konge i Danmark" og kan således ikke arves af andre end den, der arver tronen. Det blev oprindeligt kaldt Prinseboligen i Jylland, og det var et vigtigt led i forsøget på at knytte kongefamilien nærmere til Jylland, hvor den ikke havde haft egentlige boliger i århundreder.

Ved dronning Alexandrines død i 1952 overtog kong Frederik 9. slottet. I 1968 overdrog kong Frederik 9. Marselisborg til tronfølgeren Margrethe og den senere prinsgemal. Samtidig blev slottet moderniseret for midler indkommet ved folkegaven 1967.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne