Mary Garden | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 20. februar 1874 Aberdeen, Storbritannien |
Død | 3. januar 1967 (92 år) Inverurie, Storbritannien |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | St Margaret's School for Girls |
Elev af | Sarah Robinson-Duff, Mathilde Marchesi |
Beskæftigelse | Filmskuespiller, operasanger |
Genre | Opera |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Mary Garden (20. februar 1874 i Aberdeen – 3. januar 1967 i Inverurie (nær Aberdeen)) var en skotsk operasanger (sopran). Hun havde en stor karriere i Frankrig og Amerika i den første tredjedel af det 20. århundrede. Hun tilbragte størsteparten af sin barn- og ungdom i USA og blev siden amerikansk statsborger, selvom hun boede i Frankrig i mange år og til sidst trak sig tilbage til Skotland, hvor hun døde.[1]
Garden blev beskrevet som "operaens Sarah Bernhardt", da hun udover at være en dygtig sanger også var en særdeles god skuespiller. Hun blev specielt beundret for den udtalte variation, hun kunne lægge i sine fremførelser med en interessant brug af stemmefarve. Hendes stemme var en smuk lyrisk sopran af stort omfang og med stor fleksibilitet. Garden fik sin første succes i Paris i det første tiår af 1900-tallet. Hun blev den førende sopran på Opéra-Comique, hvor hun uropførte flere partier inklusiv Mélisande i Claude Debussy's Pelléas et Mélisande (1902). Hun arbejdede tæt sammen med Jules Massenet, i hvis operaer hun exellerede. Massenet skrev titelrollen i sin opera, Chérubin (1905) til hende.[2]
I 1907 overtalte Oscar Hammerstein I Garden til at komme til Manhattan Opera House i New York City, hvor hun øjeblikkeligt blev en succes. I 1910 var hun et alment kendt navn i Amerika, hvor hun optrådte i adskillige byers operaer, bl.a. i Boston Opera Company og Philadelphia Opera Company. I perioden 1910-1932 arbejdede Garden i Chicagos operahuse, og i 1921 blev hun leder af Chicago Opera Association. Her var hun ansvarlig for verdenspremieren på Sergei Prokofiev's Kærligheden til de tre appelsiner, før selskabet gik fallit i 1922. Kort efter blev hun leder af Chicago Civic Opera, hvor hun bestilte operaen, Camille, af den 28-årige komponist, Hamilton Forrest. Hun sang operapartier frem til 1934.
Garden optrådte i to stumfilm af Samuel Goldwyn.[3]
Efter sin tilbagetrækning fra operascenen i 1934 arbejdede hun som talentspejder for MGM. Hun holdt foredrag og gav koncerter, især om Debussys liv og værk og med værker. I 1949 trak hun sig tilbage til Skotland, hvor hun udgav selvbiografien, Mary Garden's Story.
Hendes stemme er bevaret for eftertiden på mange optagelse lavet for Gramophone Company (bl.a. nogle med Debussy ved klaveret), Edison Records, Pathé, Columbia Records og Victor Talking Machine Company i perioden 1903-1929.[4]