Max Frisch | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Max Rudolf Frisch 15. maj 1911 Zürich, Schweiz |
Død | 4. april 1991 (79 år) Zürich, Schweiz |
Dødsårsag | Tyktarmskræft |
Nationalitet | Schweizisk |
Bopæl | Rom Valle Onsernone[1] (1964-1984) Zürich |
Ægtefæller | Gertrud Frisch-von Meyenburg (1942-1959), Marianne Frisch (1968-1979) |
Partnere | Käte Schnyder-Rubensohn, Ingeborg Bachmann (1958-1963) |
Barn | Ursula Priess |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Eidgenössische Technische Hochschule Zürich, Universität Zürich |
Medlem af | Modern Language Association (1984), Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung, American Academy of Arts and Letters, American Academy of Arts and Sciences, Bayerische Akademie der Schönen Künste |
Beskæftigelse | Dagbogsskribent, journalist, dramatiker, manuskriptforfatter, forfatter, arkitekt, filosof, digter, romanforfatter, biografiforfatter |
Fagområde | Litteratur, skønlitteratur |
Genre | Skuespil, prosa |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Kommandør for Kunst- og Litteratur (1984), Schiller-prisen (1973), Wilhelm Raabe-prisen (1954), Charles Veillon-prisen for tysk litteratur (1958), Georg-Büchner-Preis (1958) med flere |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Max Frisch (født 15. maj 1911 i Zürich, død 4. april 1991 samme sted) var en schweizisk arkitekt og forfatter. Han er en af efterkrigstidens mest betydningsfulde tysksprogede forfattere.
Frisch studerede germanistik fra 1930 til 1932 i Zürich, men måtte afbryde studierne ved farens død. Han genoptog studierne i 1936, nu af arkitektur. I 1940 tog han arkitekteksamen ved Eidgenössische Technische Hochschule i hjembyen. To år senere åbnede han sit eget arkitektkontor. Han lukkede det i 1955 for at blive forfatter på fuldtid.
I 1958 modtog Frisch Georg Büchner-prisen.