Michiel Adriaenszoon de Ruyter | |
---|---|
Kaldenavn(e) | Bestevaêr ("bedstefar") |
Født | 24. marts 1607 Vlissingen |
Død | 29. april 1676 (69 år) ved Siracusa |
Begravet ved | Gravmonument for Michiel de Ruyter |
Troskab | Forenede Nederlande |
Rang | admiral |
Udmærkelser | Sankt Mikaels orden |
Ægtefælle | Anna van Gelder (fra 1652) |
Michiel Adriaenszoon de Ruyter (født 24. marts 1607 i Vlissingen, død 29. april 1676 ved Siracusa) var en hollandsk admiral. Han var søn af ølbærer Adriaen Michielszoon og Aagje Jansdochter, og oprindelig var hans navn Michiel Adriaenszoon (Adriaenssøn). Efternavnet "de Ruyter" tog han i 1633. Han blev også kaldt bestevaêr, som betyder bedstefar.
Michiel de Ruyter er den bedst kendte søhelt i Hollands historie. Han spillede en vigtig rolle i de tre første engelsk-hollandske krige, desuden deltog han i flere krige i Østersøen og kæmpede mod sørøvere i Middelhavet. De Ruyter var skiftevis i statens og rederes tjeneste, og var i en periode også selvstændig inden for hvalfangst. Han var gift tre gange, og fik seks døtre og tre sønner, stedbørn medregnet. En søn og to døtre døde som børn, sønnen Engel de Ruyter gik ind i admiralitetet og opnåede at blive viceadmiral.