Mode (fra latin: modus, "måde")[1] er det fænomen, at retningslinjerne for, hvordan man viser sig selv frem for andre, vha. tøj, sko, frisure, makeup, accessoires, samt i bredere forstand omgangsformer og livsstil, hele tiden ændrer sig.[2][3] Mode er alt det der er "in" i en bestemt kultur i et bestemt tidsrum, som fastlagt af modebranchen og medierne.
Begrebet mode benyttes ofte synonymt med tøjmode. De mange ændringer i klædedragten gennem de seneste århundreder i den vestlige verden afspejler de kønslige, sociale, økonomiske og kulturelle forandringer, disse samfund har gennemgået.[3]
I de senere år har det stigende forbrug af modeartikler til stadigt lavere priser og med stadigt større udbredelse[4] medført en øget opmærksomhed blandt politikere, producenter og forbrugere på bæredygtighed inden for modeverdenen.[5][6]