Monte-Carlo Masters 2024 | |
---|---|
Arrangement | |
Turnering nr. | 117 |
Dato(er) | 7. - 14. april 2024 |
Spillested | Monte-Carlo Country Club |
Værtsby | Roquebrune-Cap-Martin, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | ATP Masters 1000 |
Præmiesum | € 5.950.575 |
Vindere | |
Herresingle | Stefanos Tsitsipas (3. titel) |
Herredouble | Sander Gillé Joran Vliegen (1. titel) |
Monte-Carlo Masters 2024 var en tennisturnering for mænd, der blev spillet udendørs på grusbaner i Monte-Carlo Country Club i Roquebrune-Cap-Martin, Frankrig i perioden 7. - 14. april 2024. Det var den 117. udgave af Monte-Carlo Masters og sæsonens tredje turnering i kategorien ATP Masters 1000 på mændenes ATP Tour 2024.
Singletitlen blev vundet af Stefanos Tsitsipas, der vandt sin tredje singletitel ved Monte-Carlo Masters, da han i finalen besejrede Casper Ruud med 6-1, 6-4, og han blev dermed den blot femte spiller i den åbne æra, der vandt titlen tre gange, efter Ilie Năstase, Björn Borg, Thomas Muster og Rafael Nadal. Det var Tsitsipas' 11. ATP-titel i single, heraf hans tredje på Masters 1000-niveau. Resultaterne medførte, at grækeren avancerede fra 12.- til 7.-pladsen på ATP's verdensrangliste.[1] Andrej Rubljov var forsvarende mester men tabte i anden runde til Alexei Popyrin, og han blev dermed den første forsvarende mester i turneringen, der tabte sin åbningskamp, siden Novak Djokovic i 2016.
I doubleturneringen gik sejren til Sander Gillé og Joran Vliegen efter finalesejr på 5-7, 6-3, [10-5] over Marcelo Melo og Alexander Zverev. Gillé og Vliegen vandt dermed deres ottende doubletitel som makkere på ATP Tour, men det var deres første Masters 1000-titel og deres første titel i @024, og samtidig blev parret de første belgiske vindere af en ATP Masters 1000-titel, siden Xavier Melisse sejrede ved Indian Wells Open i 2011 med Aleksandr Dolgopolov som makker.[2]
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[3]