Nanjing-massakren (kinesisk: 南京大屠殺; pinyin: Nánjīng dàtúshā; japansk: 南京大虐殺 Nankin daigyakusatsu), var en japansk krigsforbrydelse i Kina under den anden kinesisk-japanske krig. Det antages, at op til 300.000 civilister og krigsfanger blev myrdet: henrettet i fuld offentlighed og med den internationale presse til stede. De blev skudt, halshugget, brændt, kogt, bundet sammen med pigtråd og kørt over af tanks, nedskudt med maskingevær eller kastet i floden. Mellem 20.000 og 80.000 kvinder og piger blev voldtaget af japanske besættelsesstyrker i det, som er kaldt verdenshistoriens største massevoldtægt.[1]
Massakren fandt sted efter, at japanske styrker erobrede Kinas hovedstad Nanjing (Nanking) den 13. december 1937 og varede i seks uger. På japansk side benægtes det, at overgreb af noget større omfang fandt sted.
I 2014 blev dagen for udbruddet af massakren, den 13. december, gjort til national mindedag i Folkerepublikken Kina.[2]