Naruto er en animeserie baseret på Masashi Kishimotos mangaserie af samme navn. Serien omhandler Naruto Uzumaki, en ung ninja fra landsbyen Konohagakure, der søger anerkendelse og ønsker at blive den næste hokage, som er byens overhovede og leder af dens ninjaer. Serien er instrueret af Hayato Date og produceret af Studio Pierrot i samarbejde med TV Tokyo.[1] Afsnittene er baseret på de første 27 bind af mangaen, mens visse afsnit fortæller originale historier, som ikke var med i den mangaen.[2]
De 220 afsnit, som udgør serien, blev oprindeligt sendt i perioden den 3. oktober 2002 til den 8. februar 2007 på TV Tokyo i Japan.[1] I Danmark blev serien først sendt med dansk tale i januar 2008, hvor den blev vist hver mandag på DR1. Den danske udgave var baseret på den censurerede amerikanske dub, men en ucensureret udgave blev også vist efter midnat på japansk med danske undertekster et par måneder senere. Den dansksprogede udgave blev vist i dagstimerne på DR1 og senere på DR Ramasjang, men blev taget af programmet, da Danmarks Radio modtog næsten 80 klager. Yderligere udtalte de, at hvis de i fremtiden ville købe flere afsnit, så ville det blive den originale japanske udgave.[3].