National Hockey League 2019-20

National Hockey League
Sæson2019-20
Sæson nr.103
Periode2. oktober 2019 - 28. september 2020
MesterTampa Bay Lightning
AndenpladsDallas Stars
Antal hold31
National Hockey League

National Hockey League 2019-20 var den 103. sæson (og den 102. sæson med spil) af ishockeyligaen National Hockey League. Ligaen havde deltagelse af de samme 31 hold som i den foregående sæson. Turneringen blev indledt med et grundspil, hvor hvert hold skulle have spillet 82 kampe, og hvor 16 hold skulle være gået videre til slutspillet om Stanley Cup.

Den 12. marts 2020 meddelte ligaen imidlertid, at grundspillet var sat på pause indtil videre på grund af den igangværende COVID-19-pandemi. På det tidspunkt manglede der at blive afvikle 189 grundspilskampe.[1] Den 26. maj 2020 offentliggjorde ligaen en plan for genoptagelsen af sæsonen. Planen medførte, at resten af grundspillet blev aflyst, og de 12 bedste hold i hver konference gik videre til et slutspil med et modificeret format. Ligaen forventede at slutspillet tidligst kunne igangsættes i slutningen af juli 2020.[2] Slutspillet blev igangsat den 1. august 2020, og alle kampe i Western Conference og Stanley Cup-finalen blev spillet i Edmonton Oilers' normale hjemmebane, Rogers Place i Edmonton, mens kampene i Eastern Conference blev afviklet i Scotiabank Arena i Toronto, der normalt var hjemmebane for Toronto Maple Leafs. I begge arenaer blev der gennemført op til tre kampe om dagen, og alle kampe blev spillet uden tilskuere.[3]

Slutspillet om Stanley Cup blev vundet af Tampa Bay Lightning, som i finaleserien besejrede Dallas Stars med 4-2 i kampe, og som dermed vandt Stanley Cup for anden gang. Den afgørende kamp blev spillet den 28. september 2020, hvor Tampa Bay sejrede med 2-0.[4] Tampa Bay Lightning sluttede grundspillet på andenpladsen i Atlantic Division og startede derfor slutspillet i seedningsrunden, hvor holdet spillede sig til en seedning som nr. 2 i Eastern Conference. I første runde besejredes Columbus Blue Jackets med 4-1 i kampe, hvorefter holdet fra det vestlige Florida i anden runde vandt med 4-1 i kampe over divisionsrivalerne fra Boston Bruins. Holdet kvalificerede sig til Stanley Cup-finalen ved at besejre New York Islanders med 4-1 i kampe.

  1. ^ NHL - NHL to pause season due to coronavirus (12. marts 2020) (engelsk)
  2. ^ NHL - Panthers - NHL Announces Return to Play Plan for 2019-20 (26. maj 2020) (engelsk)
  3. ^ NHL - Edmonton, Toronto chosen as hub cities for NHL Return to Play Plan (11. juli 2020) (engelsk)
  4. ^ B.T. - Tampa Bay er for anden gang i historien NHL-mester (29. september 2020)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne