New Horizons | ||
' | ||
Forbiflyvning | ||
---|---|---|
Organisation: | NASA | |
Primære Leverandører: | Johns Hopkins Applied Physics Laboratory (APL), SwRI | |
Mission: | At undersøge Pluto og Kuiperbæltet. | |
Forbiflyvning: | Jupiter, Pluto, Charon og et, evt. to kuiperbælteobjekter. | |
Instrumenter: | ALICE, RALPH, REX, LORRI, SWAP, PEPSSI, SDC | |
Opsendelsesdato: | 19. januar 2006, 19:00 UTC. | |
Opsendelsessted: | Cape Canaveral, Florida | |
Opsendelsesraket: | Atlas V 551 | |
Missionens afslutning: | Kuiperbæltet mindst 11 år | |
Forløbet: | 18 år, 11 måneder og 23 dage | |
NSSDC ID: | 2006-001A | |
Webside: | New Horizons Home | |
Masse: | 478 kg, bl.a. 77 kg brændstof og 30 kg videnskabelige instrumenter. | |
Energiforsyning: | 240 W RTG (202 W i 2015) | |
Størrelse: | 0,7×2,1×2,7 (H×L×B; meter) |
New Horizons fra NASA er den første af mange missioner under navnet New Frontiers Missions. Den blev opsendt den 19. januar 2006 kl. 19:00 UTC. Sondens primære mission var at kortlægge Pluto i 2015 samt at tage højopløsningsbilleder af dele af Plutos overflade for at få en bedre forståelse af Plutos opbygning. Plutos store måne, Charon, blev ligeledes udsat for en detaljeret undersøgelse af overfladen og dens tynde atmosfære. Plutos små måner Nix og Hydra (opdaget i 2005), samt Kerberos (2011) og Styx (2012), blev undersøgt i den udstrækning at det ikke optog værdifulde ressourcer. Fire uger efter nærmeste passage var afstanden for stor til yderligere observationer og 16 måneder efter passagen var alle data uploadet.
Fra 2016-2020 passerede New Horizons Kuiperbæltet, hvor den undersøgte diverse objekter. Der er ikke meget energi til at manøvrere sonden hen mod objekterne, så NASA udvalgte en, der lå på ruten. Det var den kontaktbinære isdværg Arrokoth (Ultima Thule) den 1. januar 2019.[1] Efter Kuiperbæltet vil sonden forsætte ud af Solsystemet mod stjernebilledet Skytten.
New Horizons er den første sonde, der undersøgte Pluto i større detalje. Sonden satte også rekord i at være den hurtigste rumsonde, der er afsendt fra Jorden.
Nærmeste afstand til Pluto var 12.499 km og til Charon 28.858 km. Radiosignaler brugte 4 timer og 25 minutter ned til Jorden og Pluto var 4,77 milliarder kilometer fra Solen ved mødet. New Horizons Radioisotop-generatorer gav 202 watt ved ankomsten. New Horizons sendte med 1 kbps på grund af afstanden.