Nikolajgade er en gade i Indre By i København, der går fra Nikolaj Plads til Holmens Kanal. Langs den nordlige del af gaden ligger der fredede ejendomme med enkle facader, der for fleres vedkommende er opført i årene efter Københavns brand 1795.[1] Mod syd ved Holmens Kanal ligger der til gengæld nyere kontorbygninger.
Gadens navn har både ændret og flyttet sig. Den nuværende gade hed tidligere Skvaldergade, der betyder sladregade. Navnet kendes fra 1645 og hentyder til søfolkenes skvalderbænke ved havnen. Navnet Nikolajgade blev indført i 1849 om gadestykket øst for Sankt Nikolaj Kirke i forlængelse af Skvaldergade. I 1894 blev Nikolajgade imidlertid udstrakt til også at dække Skvaldergade og den korte Halmstræde mellem pladsen og Østergade.[1][2] I dag er gadestykket ved kirken og det korte stykke til Østergade imidlertid indgået i Nikolaj Plads. Resultatet er derfor at husnumrene i Nikolajgade begynder med 15, idet de lavere numre ligger umiddelbart før på Nikolaj Plads.