Nordjyske | |
---|---|
Generelle informationer | |
Type | Dagblad |
Hovedsæde | Aalborg |
Oprindelsesland | Danmark |
Grundlagt | 2. januar 1767 |
Ejer(e) | Det Nordjyske Mediehus |
Udgiver | Det Nordjyske Mediehus |
Redaktør | Kevin Walsh |
Format | Tabloid |
Sprog | Dansk |
Andet | |
ISSN | 1399-865X |
Websted | Nordjyskes hjemmeside |
Nordjyske Stiftstidende er en dansk regional avis, som udgives i Aalborg.[1]
Med sine rødder i Aalborg Stiftstidende, er Nordjyske Stiftstidende Danmarks næstældste avis, kun overgået af Berlingske Tidende. Fredag 2. januar 1767 udkom nemlig et ugeblad under titlen "Nyttige og fornøyelige jydske Efterretninger" i den nordjyske storkøbstad Aalborg. Bladets stiftere var de fire Aalborg-præster: Stiftsprovst Herman Peter Gudme, residerende kapellan ved Budolfi Kirke Peter Clementin, kapellan ved Vor Frue Kirke Johan Wandall og kapellan ved Budolfi kirke Peder Gudme.
De fire præster købte i 1765 et bogtrykkeri (det senere Aalborg Stiftsbogtrykkeri), og søgte om privilegium til at udgive en avis. Der skulle dog gå seks år, før de fik det. Efter to års venten begyndte de dog i 1767 at udgive den første avis uden privilegium. Præsterne anvendte den fremgangsmåde, som ikke uden held er blevet benyttet helt op til vore dage: de begyndte bare og bød restriktioner og andre komplikationer åben trods.