Novial (Nov(i), ny, + IAL, International Auxiliari Lingue, internationalt hjælpesprog) er et sprog konstrueret af den danske lingvist Otto Jespersen, og som mange andre kunstsprog var det beregnet til gnidningsfri kommunikation mellem folk fra forskellige nationaliteter. Den første introduktion blev fremlagt i 1928 idet Jespersen udgav bogen An International Language (han skrev den på engelsk), der præsenterede grammatik og ordlister, og to år senere udgav han den første ordbog Novial Lexike. Samtidig understregede han behovet for et sprog til universal international kommunikation.
Jespersen var selv aktiv tilhænger og beundrer af andre kunstsprog bl.a. esperanto og interlingua, hvorfra han hentede en del inspiration, som han kombinerede med udpluk fra de etniske sprog, primært engelsk. Resultatet blev et sprog med en så overvejende lighed med esperanto, at det, blandt Jespersens spøgefulde danske kolleger, blev kaldt "jesperanto". Sprogets ordforråd består mest af ord fra de germanske og romanske sprog, som Jespersen betragtede som i forvejen internationalt anerkendte. Han foretog flere ændringer i novials grammatik i 1930'erne og var selv fortaler og leder af Novialbevægelsen, men med hans død i 1943 uddøde interessen for sproget.