Ny Alliance | |
---|---|
Partileder | Naser Khader |
Grundlagt | 7. maj 2007 |
Nedlagt | 28. august 2008 (videreført som Liberal Alliance) |
Hovedkontor | Nybrogade 10, 3. sal 1203 København K |
Ungdomsorganisation | Ung Alliance |
Politisk ideologi | Socialliberalisme, socialkonservatisme |
Politisk placering | Borgerligt midterparti (centrum af det politiske spektrum) |
Partibogstav | Y |
Website | www.nyalliance.dk (nedlagt) |
Ny Alliance var et dansk politisk parti, der blev stiftet den 7. maj 2007 af udbryderne MF Naser Khader og Anders Samuelsen fra Det Radikale Venstre samt Gitte Seeberg fra De Konservative. Det eksisterede indtil 28. august 2008, hvor det skiftede navn (og samtidig i høj grad politisk profil) til Liberal Alliance.
Ny Alliance blev betegnet som et midteroprør vendt mod blokpolitik og til fordel for en "borgerlig anstændighed", dvs. en integrations- og asylpolitik baseret på midterpartierne og ikke på Dansk Folkeparti. Partiet byggede efter eget udsagn på en blanding af socialliberalisme og socialkonservatisme.[1]
Meningsmålinger viste i en periode en betydelig opbakning til Ny Alliance, men usikkerhed om partiets politik og en række uheldige sager under valgkampen 2007 gav partiet et noget dårligere resultat, end dets tilhængere havde håbet, idet partiet fik 2,8 % af stemmerne og fem mandater.[2]
Efter valget opstod der snart intern uenighed om partiets placering i dansk politik. Da partiet i januar 2008 valgte at sikre VK-regeringens fortsatte eksistens i en sag om asylansøgere, fik det Gitte Seeberg til at forlade folketingsgruppen og partiet den 29. januar 2008.[3] En uge efter skiftede folketingsmedlemmet Malou Aamund til partiet Venstre, og den 24. juni 2008 blev folketingsmedlemmet Jørgen Poulsen ekskluderet af folketingsgruppen.[4][5]
I løbet af foråret og sommeren 2008 fremstod Anders Samuelsen i stigende grad som partiets stærke mand, og partiets politik og profil blev omlagt fra at være et borgerligt midterparti til et part med en meget stærk økonomisk liberal profil med vægt på skattelettelser og mindre offentlig indblanding i økonomien. Den 28. august 2008 blev transformationen fuldbyrdet, da partiet foretog navneskift fra Ny Alliance til Liberal Alliance og samtidig vedtog et nyt politisk program.
Ny Alliance anvendte partibogstavet Y ved det eneste folketingsvalg, hvor det stillede op.[6] Samtidig med navneskiftet til Liberal Alliance skiftede partiet også bogstav til I.
Partiet havde sin egen ungdomsorganisation, Ung Alliance, der blev stiftet i februar 2008.[7] Efter moderpartiets politiske og navnemæssige skift blev ungdomsorganisationen tilsvarende omdannet til Liberal Alliances Ungdom.