Obbugten (russisk: О́бская губа́, tr. Óbskaja gubá) er en bugt i Nordrusland. Den ligger i Jamalo-Nenetskij autonome okrug, nordøst for de nordlige Uralbjerge.
Obbugten starter ved Karahavet i Ishavet, og strækker sig sydover til mundingen af floden Ob, som den er opkaldt efter. Den er omkring 800 km[1] lang, og bredden varierer mellem 30 og 90 km.[1] Bugten er relativt lavvandet med en gennemsnitlig dybde på 10-12 meter,[1] hvilket lægger begrænsninger på adgangen for tung søtransport. Omtrent midt i bugten ligger Tazbugten, en østlig sidegren dannet af floden Taz. Det daglige tidevand i bugten er 0,7 m,[1] ved nordenvind kan vandstanden i bugten stige med op til 2 m.[1]
Ved Obs munding inderst i bugten ligger flere flade og lave øer, som er beskyttede som vådområder under Ramsar-konventionen. Ellers er der ingen øer i Obbugten før den udmunder i Karahavet.