Flytteforslag |
|
Odessa (ukrainsk: Одеса, tr. Odesa, russisk: Одесса, tr. Odessa) er en storby i den sydvestlige del af Ukraine. Byen er det administrative center i Odessa oblast og har 1.010.537 (2022)[2] indbyggere. Det gør den til den tredjestørste by i Ukraine efter Kyiv og Kharkiv.
Odessa ligger ved Sortehavets nordkyst og er kendt som "Sortehavets Perle". Den er en vigtig havneby, hvor der ud over Odessa havn er en vigtig international olieterminal i forstaden Juzjne, og mod syd-vest ligger endnu en stor havn i byen Illitjivskij. Sammen udgør de et stort transportcenter med integrerede jernbaner. Odessas olieraffinaderi og kemiske forarbejdningsanlæg er forbundet til Ruslands og EUs netværk gennem strategiske rørledninger.
Mere end 100 nationaliteter kan kalde byen deres hjem, og sådan har det været altid, som man kan se på de mange forskellige gadeskilte, der fortæller en historie om de nationaliteter, der har boet i de forskellige områder i byen. Byens historiske arkitektur er mere i stil med Middelhavsområdets arkitektur end den typiske russiske. Arkitekturen har været stærkt påvirket af franske og italienske stilarter. Nogle bygninger er en blanding af forskellige stilarter, herunder Art nouveau, renæssance og klassicisme.
Odessa blev grundlagt i 1794 på stedet for den tidligere osmanniske by Khadzhybei. Det historiske centrum i Odessa blev i år 2023 medtaget på UNESCOs Verdensarvsliste.[3] Allerede samtidig med udnævnelsen blev den sat på listen over verdensarvsområder i fare som følge af Ruslands invasion af Ukraine 2022.[4]