Overdrevet er et økologisk bofællesskab i Hinnerup i Østjylland, som blev grundlagt i 1980 som Danmarks første lavenergi-bofællesskab. Det omfatter 2,5 hektar med 25 boliger, som huser 65 personer.
De 25 private boliger er fordelt på to gårde og en gade med et fælleshus i midten. Til bofællesskabet hører desuden en nedlagt landbrugsejendom, den tidligere Hinnerup Østergård. En del af arealet bruges til økologisk køkkenhave, der gør bofællesskabet delvis selvforsynende.