Psionik (af engelsk psionics) er en foreslået disciplin i amerikansk science fiction fra 1950'erne og 1960'erne, der anvender ingeniørfagets principper (især elektronik) til undersøgelsen (og anvendelsen) af paranormale eller psykiske fænomener, så som telepati og psykokinese (telekinese).[1]
Udtrykket er på engelsk en forbindelse dannet af psi (i betydningen "psychic phenomena" eller "psykiske fænomener") og -onics, på dansk -onik, fra electronics, på dansk elektronik.[1][2][3][4] Ordet "psionics" eller "psionik" begyndte som og er altid forblevet et kunstord inden for Science fiction-samfundet[5] og – på trods af støtte fra redaktøren John W. Campbell Jr – opnåede det aldrig generel betydning, selv blandt akademiske parapsykologer. I årene efter udtrykkets opfindelse i 1951, blev det mere og mere tydeligt, at ingen videnskabelige beviser understøtter eksistensen af "psioniske" evner. [6]
Psionic is a word invented in the 20th century as an umbrella term to describe human paranormal behavior. It refers to all powers of the mind—from the passive (telepathy or clairvoyance) to the active (telekinesis or pyrokinesis). Psionics is the study of all these powers.
The essential problem is that a large portion of the scientific community, including most research psychologists, regards parapsychology as a pseudoscience, due largely to its failure to move beyond null results in the way science usually does. Ordinarily, when experimental evidence fails repeatedly to support a hypothesis, that hypothesis is abandoned. Within parapsychology, however, more than a century of experimentation has failed to conclusively demonstrate the mere existence of paranormal phenomenon, yet parapsychologists continue to pursue that elusive goal.