Back الحرب البيروسية Arabic Пирова война Bulgarian Guerres pírriques Catalan Pyrrhovy války Czech Pyrrhischer Krieg German Pyrrhic War English Milito de Pirho Esperanto Guerras pírricas Spanish Guerre de Pyrrhus en Italie French Guerras pírricas Galician
| Pyrrhiske Krig | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af den Romersk ekspansion i Italien | |||||||||
 Pyrrhos af Epiros' rute under hans kampagner i det sydlige Italien og Sicilien. |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
|
|
||||||||
Den Pyrrhiske Krig (280-275 f.Kr.) blev hovedsageligt udkæmpet mellem den Romerske Republik og Pyrrhos, kongen af Epiros, der var blevet bedt af folket i den græske by Tarentum i det sydlige Italien om at hjælpe dem i deres krig mod romerne.
Pyrrhos var en dygtig feltherre med en stærk hær, der blandt andet omfattede krigselefanter (noget romerne ikke tidligere havde haft erfaring med at kæmpe mode). Pyrrhos sejrede indledningsvis mod de romerske legioner, men led samtidig selv store tab i forbindelse med disse sejre. Pyrrhos var ude af stand til at erstatte sine tab på grund af økonomiske og befolkningsmæssige begrænsninger i Epiros. Romerne havde derimod meget stor mandskabsmæssige reserver at trække på, hvorfor de kunne erstatte deres tab. Plutarch skrev, at Pyrrhos sagde efter krigens andet slag: "Hvis vi sejrer i endnu et slag mod romerne, vil vi blive fuldstændig ødelagt".[1] Dette er den oprindelige kilde til udtrykket "Pyrrhussejr": en sejr, der påfører tab, vinderen ikke har råd til på lang sigt.
Efter at være blevet slidt ned af kampene mod Rom, flyttede Pyrrhos sin hær til Sicilien for i stedet at bekrige karthagerne. Efter flere års kampagne på Sicilien (278–275 f.Kr.) vendte han tilbage til Italien i 275 f.Kr., hvor krigens sidste slag blev udkæmpet, hvilket endte med romersk sejr. Efter dette vendte Pyrrhos tilbage til Epiros, hvilket afsluttede krigen. Tre år senere, i 272 f.Kr., erobrede romerne Tarentum.
Den Pyrrhiske Krig var første gang, at Rom konfronterede de professionelle lejesoldater i de hellenistiske stater i det østlige Middelhav. Roms sejr tiltrak disse staters opmærksomhed og afstedkom, at de blev beviste om Roms voksende status som en stormagt. Ptolemaios II, kongen af det Ptolemæiske Kongerige (Egypten), etablerede diplomatiske forbindelser med Rom.[2] Efter krigen hævdede Rom sit hegemoni over det sydlige Italien.