Queen's Club-mesterskaberne 2023 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | The Lawn Tennis Association |
Turnering nr. | 120 |
Dato(er) | 19. - 25. juni 2023 |
Spillested | Queen's Club |
Værtsby | London, Storbritannien |
Underlag | Græs |
Kategori | ATP 500 |
Præmiesum | € 2.195.175 |
Vindere | |
Herresingle | ![]() |
Herredouble | ![]() ![]() |
Queen's Club-mesterskaberne 2023 var en tennisturnering for mænd, der blev afviklet udendørs på græsbaner i Queen's Club i London, Storbritannien i perioden 19. - 25. juni 2023. Det var den 120. udgave af Queen's Club-mesterskaberne siden den første turnering i 1890, og turneringen blev på grund af et sponsorat markedsført under navnet cinch Championships. Turneringen var en del af ATP Tour 2023 i kategorien ATP 500.
Singletitlen blev vundet af Carlos Alcaraz, som i finalen besejrede Alex de Minaur med 6-4, 6-4, og som dermed vandt sin første ATP-titel på græs. Inden turneringen havde kan kun vundet fire kampe på græs i sin karriere. Det var Alcaraz' 11. turneringssejr i karrieren på ATP Tour, heraf den fjerde triumf på ATP 500-niveau, og det var hans femte turneringssejr i 2023. Resultaterne medførte, at spanieren overtog førstepladsen på ATP's verdensrangliste fra Novak Djokovic og dermed sikrede sig at blive topseedet til Wimbledon-mesterskabet 2023.[1]
I doubleturneringen sejrede Ivan Dodig og Austin Krajicek efter finalesejr på 6-4, 6-7(5), [10-3] over Taylor Fritz og Jiří Lehečka. Dodig og Krajicek vandt deres fjerde titel som makkere på ATP Tour i 2023. Turneringssejren var Dodigs 23. i karrieren på ATP Tour, mens Krajicek vandt sin 11. ATP-titel i double, men for begge spillere var det den første triumf ved Queen's Club-mesterskaberne. Turneringssejren medførte, at Austin Krajicek tilbageerobrede førstepladsen på ATP's verdensrangliste i double blot en uge efter, at han havde mistet pladsen til Wesley Koolhof og Neal Skupski.[2]