Queen's Club-mesterskaberne 2024 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | The Lawn Tennis Association |
Turnering nr. | 121 |
Dato(er) | 17. - 23. juni 2024 |
Spillested | Queen's Club |
Værtsby | London, Storbritannien |
Underlag | Græs |
Kategori | ATP 500 |
Præmiesum | € 2.255.655 |
Vindere | |
Herresingle | ![]() |
Herredouble | ![]() ![]() |
Queen's Club-mesterskaberne 2024 var en tennisturnering for mænd, der blev afviklet udendørs på græsbaner i Queen's Club i London, Storbritannien i perioden 17. - 23. juni 2024. Det var den 121. udgave af Queen's Club-mesterskaberne siden den første turnering i 1890, og turneringen blev på grund af et sponsorat markedsført under navnet cinch Championships. Turneringen var en del af ATP Tour 2024 i kategorien ATP 500.
Singletitlen blev vundet af Tommy Paul, der i finalen besejrede Lorenzo Sonego med 6-1, 7-6(8), og som dermed vandt sin tre ATP-titel i single men den første på græs og den første på ATP 500-niveau. Han blev den første amerikanske vinder af Queen's-titlen i herresingle siden 2010. Resultalterne medførte endvidere, at Paul avancerede til 12.-pladsen på ATP's verdensrangliste, hvorved han blev den bedste amerikaner på ranglisten for første gang i sin karriere.[1]
I herredoubleturneringen sejrede Neal Skupski og Michael Venus, der i finalen slog Taylor Fritz og Karen Khatjanov med 4-6, 7-6(5), [10-8], og det britisk-newzealandske par vandt dermed deres første doubletitel som makkere i deres blot tredje turnering sammen på ATP Tour. Michael Venus blev dermed den første newzealænder, der vandt en titel i Queen's i tennissportens åbne æra (siden 1968).[2] Turneringssejren var Neal Skupskis 16. på ATP Tour, heraf den tredje på ATP 500-niveau, men Michael Venus vandt sin 23. ATP-titel i herredouble, og det var hans syvende ATP 500-titel.
I første runde slog Milos Raonic 47 serveesser i sejren på 6-7(6), 6-3, 7-6(9) over Cameron Norrie, hvilket var ny rekord for flest serveesser i en kamp bedst af tre sæt på ATP Tour, siden man i 1991 begyndte at føre statistik over serveesser. Den tidligere rekord tilhørte Ivo Karlović, der have lavet 45 esser i kvartfinalen mod Tomáš Berdych ved Halle Open 2015.[3]
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[4]