Quentin Skinner | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 26. november 1940 (84 år) Oldham, Storbritannien |
Ægtefælle | Patricia Law |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Bedford School, Gonville and Caius College |
Medlem af | The Royal Society for the Encouragement of the Arts, Manufactures and Commerce (the RSA) (fra 1996), Videnskabernes Selskab (fra 2015), Det østrigske videnskabsakademi (fra 2009), Academia Europaea (fra 1989), Accademia Nazionale dei Lincei (fra 2007) med flere |
Beskæftigelse | Universitetsunderviser, historiker, filosof |
Fagområde | Historie, de politiska idéernas historia[1], filosofi |
Arbejdsgiver | Queen Mary University of London, University of Cambridge (1962-2008) |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Benjamin E. Lippincott-prisen (2001), Fellow of the Royal Historical Society, Fellow of the British Academy, Wolfson History Prize (1979), Balzanpris (2006) med flere |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Quentin Skinner (født 26. november 1940) er en britisk idéhistoriker[2]. I 1960'erne blev Skinner uddannet historker ved Cambridge Universitet. Umiddelbart herefter blev han ansat som underviser ved samme universitet, hvor han forblev ansat til 2008. I midten af 1970'erne tilbragte han dog fire vigtige år ved The Institute for Advanced Study ved Princeton University, hvor han bl.a. arbejdede side om side med Clifford Geertz, Thomas Kuhn og Richard Rorty. Skinner har gjort sig bemærket som en ekspert i Machiavelli og Thomas Hobbes, men er også berømt for at stå bag – sammen med bl.a. John Pocock – en vigtig udvikling af idéhistorisk metode kendt som Cambridge-skolen. I sit teoretiske og metodiske arbejde har Skinner især været inspireret af bl.a. J.L. Austin, Peter Laslett og R.G. Collingwood.