Rage Against the Machine | |
---|---|
Information | |
Pseudonym | RATM |
Oprindelse | Los Angeles, Californien |
Genre | Rap metal, funk metal, alternativ metal |
Aktive år | 1991–2000 2007–2011 (på pause) |
Pladeselskab | Epic Records Revelation Records |
Associeret med | Audioslave |
Medlemmer | Zack de la Rocha Tom Morello Tim Commerford Brad Wilk |
Eksterne henvisninger | |
www.ratm.com |
Rage Against the Machine, også kendt som RATM, er et amerikansk rap metal band fra Los Angeles, Californien. Bandet blev dannet i 1991 og består af rapper/forsanger Zack de la Rocha, bassist og støttevokalist Tim Commerford, guitarist Tom Morello og trommeslager Brad Wilk. De fik inspiration fra tidlig heavy metal instrumentering, samt rap navne som Afrika Bambaataa, Public Enemy, Beastie Boys og det hollandske crossover band Urban Dance Squad.
Rage Against the Machine er kendt for deres radikale tekster, der har placeret bandet på USA's yderste venstrefløj. Bandet har endvidere haft en høj politisk aktivistisk profil, og har ført en række kampagner, bl.a. til fordel for underbetalte fabriksarbejdere og imod krigen i Irak. Deres hang til protester blev særligt tydelig i 1996, da bandet skulle spille i tv-udsendelsen Saturday Night Live. Her forsøgte de at gennemføre showet med to omvendte amerikanske flag spændt fast på deres forstærkere, som et antipatriotisk symbol.[1] Desuden er de gået aktivt ind i politiske sager, f.eks. modstanden mod fængslingen af den amerikanske indianeraktivist Leonard Peltier og fængslingen mod Black Panther-aktivisten Mumia Abu-Jamal.[2]
Bandet gik i opløsning i oktober 2000 efter fire studiealbum. Bandets medlemmer bortset fra Zack de la Rocha spillede herpå blandt andet sammen med Chris Cornell i Audioslave, som dog gik i opløsning i 2007 kort før gendannelsen af Rage Against the Machine. Rocha var temmelig tavs i årene efter år 2000, men startede i 2008 sit musikprojekt One Day as a Lion. På verdensplan har bandet solgt 16 millioner album.