Raptus von And er en tegneseriefigur i Walt Disneys Anders And-univers. Han regnes i lighed med Fætter Vims ikke med i Carl Barks ande-univers, da han ikke er skabt af ham.
Han startede som figur i en serie TV-tegnefilm, hvor han underviste Rip, Rap og Rup om alt mellem himmel og jord og forsøgte at lære Anders at leve et bedre liv. Han har også været med i andre tv-serier, fra Disney. Her kan nævnes hans medvirken i: Rip, Rap og Rup på eventyr, Raw Toonage, Bonkers, Mickey Mouse Works, Rap Sjak, og Hos Mickey.
Han gik så ind i tegneserierne, hvor især Tony Strobl gav ham liv. Raptus er Andebys klogeste og professor i næsten hvad som helst. Han har tendens til at prale temmelig meget af det, og i visse historier rækker hans klogskab ikke så langt som hans praleri.
I lighed med andre figurer, der ikke var skabt af Carl Barks, forsvandt han ud af Anders And & Co. sidst i 1970'erne. Dette var en beslutning som forlagene tog. De beordrede forfatterne ikke at lade ham optræde i historierne.[1]
Trods efternavnet er han ikke i familie med Joakim von And.