Receptortyrosinkinaser (RTK, eng. Receptor tyrosine kinases), tyrosinreceptorkinaser (TRK) eller tyrosinkinasereceptorer (TKR) er receptorer i cellemembranen med høj affinitet for mange polypeptidsignalstoffer: vækstfaktorer, cytokiner og hormoner. Kinaser er enzymer, der fosforylerer, dvs. overfører en fosfatgruppe. Receptortyrosinkinaser er ved fosforyleringsreaktioner vigtige regulatorer af normale cellulære processer og har også en afgørende rolle i udvikling og progression af mange typer af kræft. Igennem kaskader af reaktioner føres signalerne fra celles yderside til cellekernen, startende med fosforylering af tyrosin, se signaltransduktion. Mutationer i gener for receptortyrosinkinaser fører igennem ændring af kaskademønsteret til ændring af cellens respons. Af de 90 unikke gener for tyrosinkinase , der er identificeret i det menneskelige genom, koder de 59 for receptorer.[1]