Rich's er navnet på et dansk kaffeerstatningsmærke fra 1834 og produceret af C.F. Rich & Sønner, der fra 1897 indgik i De Danske Cikoriefabrikker, markedsført under sloganet: Det er Rich's, der drik's. Navnet Rich's udtales ['rægs].[1]
Mærket blev særligt kendt under fødevareknapheden under den tyske besættelse af Danmark under anden verdenskrig. Kaffeerstatning kan enten bruges til at blande i den malede kaffe for at få den til at "strække længere", eller bruges som den er.[2]
Kaffeerstatningen består typisk af ristet formalet rug og cikorie og indeholder ikke koffein.[3] Det blev dog oprindelig betragtet som et tilsætningskrydderi.
Der eksisterede også andre kaffeerstatningsmærker, blandt andet Danmarks, som ældre danskere husker blev markedsført under sloganet: Det er Danmarks der du'r.
I begge pakker var der indlagt billeder med flotte motiver, som kunderne (eller navnlig deres børn) samlede på.
Rich's forhandledes i æsker – røde/ gule med rød/ gul tekst – ikke ulig de tepakker, vi bruger i dag (2008), som indeholder 25 breve.
Skønt at man skulle tro at produktet blev overflødigt efter krigen, har kaffeerstatning med cikorie, modsat eksempelvis smørerstatning, bibeholdt en vis popularitet. Der findes i dag stadigt flere forskellige mærker og fås i dag også som instant og økologisk[4][5]
Rich's kunne købes i danske dagligvarebutikker indtil starten af 2009, men har i dag et begrænset salg på eksempelvis museer[3][6]