Rigsmarsk

Denne artikel handler om marsk som titel på hærfører. For biotopen marsk, se marsk

Marsk eller rigsmarsk (fra 1536) var titlen for Danmarks riges øverste hærfører fra begyndelsen af 1200-tallet til enevældens indførelse. Det var det tredjevigtigste embede efter rigshofmesteren og kansleren. Han udnævntes af kongen og skulle være en indfødt adelig. I perioder valgte kongen dog at lade embedet stå ubesat for selv at være øverste leder i krig. Fra 1380/81 til 1440'erne var embedet således ubesat.^[1]

Fra starten var marsken en af kongens embedsmænd, og Marsk Stig kaldte sig også "kongens marsk", Regis Danorum Marscalcus, kort før han i 1287 ved danehoffet i Nyborg blev anklaget og dømt for mordet på Erik Klipping. I løbet af 1400-tallet blev marsken rigets marsk snarere end kongens, endeligt signaleret ved skiftet til titlen "rigets marsk", Marscalcus Regni i 1536.^[2][3]

De sidste rigsmarsker i Danmark var Anders Bille, som døde i svensk fangenskab i 1657, kort før indførslen af enevælden i 1660, og Joachim Gersdorff som ganske kort holdt embedet fra 1660 til sin død i 1661.

1. ^ Bjørn Poulsen: Med Harnisk og Hest. I: Per Ingesman og Jens Villiam Jensen: Riget, magten og æren. Den danske adel 1350-1660. Århus 2001
2. ^ Julius Martensen: Erik Glipping og Marsk Stig i Middelalderens Annaler og Viser. Arkiveret 4. oktober 2011 hos Wayback Machine I: Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 4 (1873-1874) 1.
3. ^ Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, Bind XI.