![]() |
Rillesten er større sten med indhuggede riller. Grunden til stenenes riller er omdiskuteret. Nogle mener at rillerne er rester efter ufærdigt stenhuggerarbejde, mens andre mener rillerne er forskellige symboler, som har været brugt til ritualer, astronomiske observationer eller andet.
Der findes forskellige typer af rillesten. Nogle har en lang rille (op til 1 meter eller mere), andre har en række af korte eller mellemlange riller. Skræddermosestenen og Kelleren i Harreskoven er eksempler på rillesten med en lang rille, mens stenen ved Horspandemose samme sted er et eksempel på en rillesten med korte riller. På Ørnebjerg i nærheden af Tissø på Vestsjælland finder man tillige en karakteristisk rillesten med en række af korte riller. En anden type af rillesten er de såkaldte furesten. Det vil sige rillesten med en omkransende fure (rille) og et ofte falloslignende præg. Eksempler på disse sten er Ormestenen ved Solbjerg syd for Århus og rillestenen ved Grydehøj i Lejre.
Udover Danmark findes der et stort antal rillesten i Tyskland, særligt i Niedersachsen, Westfalen, Mecklenburg og på Rügen. Den tyske arkæolog Willi Wegewitz (de) (1898-1996) er blandt de forskere, der har beskæftiget sig med emnet og skrevet om det. Rillesten findes også i mindre antal længere sydpå i Tyskland, i Bretagne i Frankrig, på de Britiske øer og i Østeuropa. I Sverige og Norge er der et mindre antal rilletsen. Fhv. Statsskovrider Einar Laumann Jørgensen (1920-2006) var noget af en ekspert på området og har udgivet en del litteratur og billeder om fænomenet, bl.a. Pustebakken i Store Harreskov (Hareskoven).