Rodskud kaldes de skud, som vokser frem fra højtliggende rødder. På den måde kan der dannes nye planter, når disse ungskud vokser til og danner deres eget bladsystem. De nye planter er kun tilsyneladende selvstændige individer, for de har samtlige deres arveanlæg fælles med moderplanten. På den måde kan rodskud opbygge en fladedækkende klon. Det er særligt under ugunstige forhold (stærk skygge, skadedyrsangreb, mekanisk beskadigelse osv., at planter kan drives til denne form for vegetativ formering.
Det samme fænomen ses i øvrigt endnu oftere hos de flerårige urter, stauderne. Velkendte eksempler er Almindelig Kvik, Almindelig Tagrør, Canadisk Gyldenris, Dusk-Fredløs, Hvid Anemone, Krybende Læbeløs og Liljekonval.