Romersk navngivning

Til venstre: portrætbuste af Gaius Julius Caesar, som bar de tre traditionelle navne (tria nomina). Til højre: en portrætbuste af Publius Cornelius Scipio Africanus, der foruden de tre traditionelle navne også bar agnomen (cognomen ex virtute) "Africanus", som følge af hans sejr over Hannibal i Afrika.

I løbet af cirka fjorten århundreder (fra ca. 7. århundrede f.Kr. til 7. århundrede eKr.) anvendte romerne og andre folk i Italien et navngivningssystem, der adskilte sig fra det, der blev brugt af andre kulturer i Europa og Middelhavet.

Det romerske navnesystem bestod af en kombination af person- og familienavne. Selvom det konventionelt omtales som tria nomina ("tre navne"), repræsenterer kombinationen af praenomen, nomen og cognomen – der betragtes som de grundlæggende elementer i det romerske navnsystem – faktisk en kontinuerlig udviklingsproces, som er pågået fra mindst det syvende århundrede f.Kr. til slutningen af det syvende århundrede e.Kr. Navnene, der udviklede sig som en del af dette system, blev en definerende karakteristika ved den romerske civilisation. Selvom selve systemet forsvandt i den tidlige middelalder, dannede navnene i sig selv en vedvarende indflydelse på udviklingen af europæisk navngivningspraksis, og mange af navne er vedblevet i de moderne sprog.