Rosewoodmassakren var et racistisk motiveret angreb på sorte amerikanere, der fandt sted i dagene 1. til 7. januar 1923 i den amerikanske landsby Rosewood i det centrale Florida i USA og som ledte til en massakre. Som led i massakren blev landsbyen brændt ned. De officielle dødstal for massakren siger at 6 sorte og to hvide blev dræbt, men de uofficielle estimater peger på mellem 27 og 150 dræbte.[1][2][3][4]
Massakren tog sit afsæt, da en gruppe hvide mænd fra flere nærliggende landsbyer lynchede en sort mand fra Rosewood grundet rygter om, at en hvid kvinde i den nærliggende by Sumner var blevet overfaldet og muligvis voldtaget af en sort mand. En pøbel på flere hundrede hvide gennemgik landskabet for at finde sorte og nedbrændte i den forbindelse næsten alle huse i Rosewood. Overlevende fra byen gemte sig i flere dage i sumpene indtil de blev evakueret med tog og biler til nærliggende større byer.[2][5] Byen blev forladt af dets tidligere indbyggere og blev aldrig genopbygget.[6]
Ingen personer blev arresteret i forbindelse med massakren og ingen blev dømt.
På trods af at der i USA i denne periode ofte blev registreret og rapporteret om raceuroligheder, er der kun få officielle dokumenter om massakren. Først omkring 60 år efter massakren nåede historien nyhedsmedierne, da historien blev afdækket i begyndelsen af 1980'erne. Overlevende og efterkommere organiserede et sagsanlæg mod Florida for at have forsømt at beskytte Rosewoods sorte befolkning.[7] Efter en rapport fra 1993 om begivenhederne besluttede staten Florida som den første stat i USA at udbetale erstatning til efterkommerne og de overlevende efter raceurolighederne.
Forløbet var emnet i en film fra 1997, Rosewood instrueret af John Singleton. Området blev i 2004 udpeget til 'Florida Heritage Landmark'.